Den gamle: tilbage med ny sæson

Da hans datter havner i en ulykke, bliver det begyndelsen på en kriminalsag for efterforskeren selv.

Skrevet d. 27 marts 2024 af Frederikke Blom

’Der Alte’, også kendt som ’Den gamle’ herhjemme, er tilbage med en ny sæson af den populære fredagskrimi, der udspiller sig i den tyske storby München. Otte nye sager venter chefkommissær Caspar Bergmann og kollegaen Annabell Lorenz i den kommende sæson, og indledningsvist kommer det helt tæt på livet af chefkommissæren.

I seriens første afsnit, ’Crash’, kolliderer en akutambulance med en bil. Det, der ved første øjekast ligner en ulykke, viser sig at være forsætligt. Blandt de forulykkede er ambulanceredderen, og Bergmanns datter, Johanna, der modsat sin kollega Elva til alt held overlever ulykken.

Bergmann forsøger at komme til bunds i sagen, men må samtidig tage sig af barnebarnet Aurelia, mens Johanna er indlagt. Da Bergmann bliver gjort bekendt med, at en ubekendt person tilsyneladende overvåger Aurelias institution, skal dette vise sig at blive en del af en større sammenhæng, der bliver nøglen til at forstå, hvad der lå bag Elva og Johannas ulykke.

I de øvrige afsnit får efterforskningsduoen bl.a. et mørkt indblik i et bedemandsfirma, der er på randen af konkurs, og derudover skal Bergmann og Lorenz opklare drabet på en journalist, der efterforskede en miljøskandale.

Se serien via flow eller streaming

Du kan se serien med danske undertekster, hvis du har et tv-abonnement hos fx Norlys, YouSee, Waoo, Altibox eller hos en antenneforening.

Sådan ser du NabolandsKanalerne

Ny hovedrolleindehaver vender tilbage

Den nye sæson bliver også en mulighed for nyere seere at stifte bekendtskab med krimiføljetonen, der netop har fået ny hovedrolleindehaver på listen.

Seriens tidligere hovedkarakter blev skiftet ud i sidste sæson, da Jan-Gregor Kremps karakter, chefefterforsker Richard Voss, rejste til Italien. Her blev seerne introduceret til chefkommissær Caspar Bergmann, som spilles af Thomas Heinze. Han danner sammen med sin kollega Annabell Lorenz (Stephanie Stumph) det nye, faste efterforskningshold.

Med mere end fem millioner tyske seere for hver udsendelse har krimiserien været en grundpille på ZDFs programflade i årtier, som altså nu vender tilbage med otte episoder med denne nye duo i spidsen.

'Den gamle' - en tv-serie siden 1977

Det er en serie med en lang historie bag sig, der denne april får premiere på sin 48. sæson. Påskedag 1977 blev pilotafsnittet sendt på den tyske public service-kanal, og siden da har serien bevaret sin enorme popularitet. I 2022 kunne ’Den gamle’ fejre sit 45-års jubilæum og samtidig prale af stadig at være lige aktuel som for fire årtier siden – for selvom titlen henviser til chefkommissærens alder, så har serien formået at følge med tiden.

Serien har haft skiftende helte til at besidde rollen som chefkommissær – den længst siddende var Leo Kress, der blev spillet af Rolf Schimpf. Han sad solidt på rollen i godt 20 år og medvirkede i 200 afsnit. En mand, der kan fejre sin 100-års fødselsdag i år.

Seriens chefefterforsker i nyere tid er Richard Voss (Jan-Gregor Kremp), der har været en del af efterforskningsholdet siden 2012. Han stoppede i sidste sæson efter eget ønske, da han mente, at der var brug for forandring.

Og Kremps efterfølger blev altså Thomas Heinze, der har medvirket i over 200 tyske spillefilm og derfor er et kendt ansigt i Tyskland. Ifølge en pressemeddelelse fra ZDF skulle den nye hovedskuespillers tiltræden også vise sig at lede til en betydelig stigning i seertal sidste år.

Skulle man som fast seer af ’Den gamle’ savne Jan-Gregor Kremp på skærmen, kan man se med, når ARDs dramaserie 'Charité' vender tilbage d. 9. april med bl.a. Kremp på rollelisten.

Ny sæson af 'Den gamle' har premiere d. 5. april

Startdatoen for Thomas Heinzes anden sæson er fastlagt med det første afsnit af 'Den gamle' d. 5. april kl. 20:15 på ZDF. Du kan se serien med danske undertekster, hvis du har et tv-abonnement, hos fx YouSee, Norlys, Waoo, Altibox eller hos an antenneforening. Efter endt udsendelse kan du også se serien via flow eller i din distributørs streamingunivers.