Babylon Berlin sæson 3

Hvordan serien blev den dyreste tyske produktion nogensinde.

Skrevet d. 19 oktober 2019 af Morten Rohde

’Babylon Berlin’ vender tilbage til næste efterår. Tredje sæson af den historiske krimi, der har det største budget for en ikke-engelsksproget serie nogensinde, byder på en fortsat optrapning af den politiske vold og en ukendt antihelt klædt i sort.

’Babylon Berlin’ er massiv seersucces og en produktion af dimensioner.
Serien, der foregår i mellemkrigstidens Tyskland, har det største budget for en ikke-engelsksproget film nogensinde.

På den ene side viser serien en social side: festbyen Berlin, buldrende natklubber, transvestitter i dans og en mafia, der producerer pornofilm.

Men på den anden side: den politiske konflikt, hvor partier og fraktioner bliver til paramilitære organisationer og kæmper mod systemet.

I denne artikel kan du læse om, hvad der er i vente i den nye sæson, og hvordan produktionsholdet bag har skabt mellemkrigstidens Berlin midt i den moderne metropol, som byen er i dag.

Hvad ved vi om sæson 3?

Seriens tredje sæson er baseret på Volker Kutschers 'Den stumme død', der er efterfølgeren til 'Den våde fisk', som sæson 1 og 2 er baseret på.

Sæson 3 bliver derfor en opfølger på sæson 2, og vi får både et gensyn med Gereon Rath og Charlotte Ritter og med flere af seriens andre kendte ansigter.

Våbenfabrikanten Alfred Nyssen, Charlottes barndomsven Greta Overbeck og 'armenieren' Edgar, der ejer Moka Efti, vender alle tilbage i sæson 3.

Derudover er der tilføjet en række nye skuespillere. Blandt andet Ronald Zehrfeld, der er kendt fra 'Polizeiruf 110' og succesfilmen 'Der Staat Gegen Fritz Bauer', får en central rolle i sæson 3.

Fysiske og psykiske fjender

Efter en eksplosiv afslutning på sæson 2 står Gereon nu over for nye udfordringer.
Han tilkaldes til, hvad der ligner en ulykke, men som senere viser sig at stikke noget dybere.

Gereon er fortsat plaget af mentale problemer og stofmisbrug, og vi kan spekulere i, hvilken rolle hans personlige problemer kommer til at spille.
Der er løftet sløret for, at en hætteklædt antihelt vil være en central del af handlingen i den nye sæson.

Historiske begivenheder kommer også fortsat til at være omdrejningspunktet i sæson 3.

'Den stumme død' af Volker Kutscher, som tredje sæson er baseret på, indeholder mange elementer fra begivenheder i mellemkrigstiden, og den nye sæson vil klart afspejle mange af disse, som vi ligeledes har set det i de to første sæsoner.

Fortidens Berlin som filmset

Den historieuddannede forfatter Volker Kutscher har skabt en række romaner, som lægger sig tæt op af begivenheder, der er sket i virkeligheden.

Derfor har man i produktionen af serien ligeledes ønsket at holde sig så tæt op af historisk autencitet som muligt.

Babylon Berlin sæson 3, drama, ard, tysk tv© XFILME/ARD

Optagelserne til 3. sæson blev afsluttet i maj 2019, og produktionsholdet bag har stadig haft enorme budgetter i ryggen til at skabe de historisk korrekte scener til serien.

Der er nemlig ikke meget tilbage af det Berlin, der fandtes i 1920’erne og 30’erne. Intet er overladt til tilfældighederne, og der er derfor filmtricks for alle pengene i serien.

Et kæmpehold af håndværkere har blandt andet bygget en hel lille bydel til at skyde scenerne i.

Og så har man dykket ned i tidens musik for at skabe et autentisk musisk spor til filmen.

Genopbygger 1920'ernes Tyskland

Går man på Alexanderplatz i Berlin i dag, oplever man en turistmagnet fuld af moderne bygninger og modebutikker.

Men den slags fungerer selvsagt ikke i en serie, der finder sted i 1920’erne.
Derfor har holdet bag benyttet en blanding af afskærmning, konstruktioner af enorme rekvisitter og efterredigering for at skabe Berlin, som byen så ud for snart 100 år siden.

Babylon Berlin sæson 3, drama, ard, tysk tv© XFILME/ARD

New Yorker- og Espirit- butikkernes farverige skilte er blevet redigeret væk efter filmen er kommet i kassen.

Varemærket for Alexanderplatz, Tv-tårnet, er ligeledes blevet fjernet digitalt, og bygningernes facader er redigeret, så de ikke ser for moderne ud.

Selv en bygning, der blev opført i 1930’erne, måtte redigeres, så intet stak ud fra billedet af pladsen i 1920’erne.

Babylon Berlin sæson 3, drama, ard, tysk tvAlexanderplatz i dag. © PIXABAY

De mange scener, der skulle skydes i seriens ’Neue Berliner Straße', krævede også en kreativ løsning.

Her byggede man facaderne til hvad der ligner flere karreer af bygninger.
Går man igennem filmsettet, kunne man snydes til at tro, det var en ægte gade man gik igennem, hvis man så lidt stort på de manglende detaljer, der blandt andet inkluderer bygningers tage, der i mange tilfælde er sat ind digitalt i postproduktionen.

I et interview til Das Erste fortæller Liv Lisa Fries, der spiller Charlotte Ritter i serien, at hun var mere eller mindre mundlam, da hun så, hvad der var gjort for at skabe de fantastiske scener.

De fleste af os kan nok kun være enige i, hvor imponerende et stykke arbejde skabelsen af serien er.

Tidens musik på tidens instrumenter

Selv skabelsen af musikken til serien er et projekt af dimensioner.

Man kan ikke bare skabe lyden af et band fra 20’erne på en computer. Et moderne trommesæt produceret i Asien rammer heller ikke helt lyden af 1920’ernes swing.
Derfor er soundtracket og baggrundsmusikken i filmen også skabt med en utrolig sans for detaljen.

Babylon Berlin sæson 3, drama, ard, tysk tv© XFILME/ARD

At kontekstualisere sig er en vigtig brik i spillet, når man skal skrive og indspille musik uden at lade sig inspirere af næsten 90 års musiktradition.

Musikproducerne til filmen har derfor måtte lægge mange vaner på hylden og virkelig dykke ned i, hvordan man har tænkt musik i 1920’erne.

Derfor er meget af den skønne musik, man hører igennem serien, så vidt mulig af samme type, som man kunne have hørt, havde man være til stede i Berlin i mellemkrigstiden.

Glæd dig til en ny sæson

Det gælder for hele produktionen, at der er en kompromisløs sans for tiden, som man har forsøgt at genskabe i serien, og denne kommer til udtryk gennem mange kanaler.

Visuelt er serien en utrolig dragende historiefortælling, og sammen med musikken føler man at man kan opleve og næsten dufte tiden, som den var.
Derfor kan du godt glæde dig til en ny sæson af 'Babylon Berlin', der med sikkerhed er af lige så høj karakter som de foregående sæsoner.

 

’Babylon Berlin’ sæson 3 sendt 2020. NabolandsKanalerne er din tv-guide til store film og serier fra Danmarks nabolande.

drama lige nu