Eurovision 2024: Hvordan er vores nabolandes chancer?

Verdens største musikkonkurrence er tilbage d. 7.-11. maj, når Eurovision Song Contest afholdes i Malmø med 37 deltagende lande! Hvad kan vi forvente af showet?

Skrevet d. 29 april 2024 af Frederikke Blom

Sverige er værtsland for dette års Eurovision, da den svenske, dobbelte vinder Loreen sidste år vandt med sangen 'Tattoo' i Storbritannien. Loreen vandt senest Eurovision, da hun i 2012 løb med sejren for sangen 'Euphoria'. En sang som efterfølgende lå øverst på hitlisterne i over 20 lande og i dag har over 100 millioner afspilninger på den digitale musiktjeneste Spotify.

Et band, der synes at have haft uendelig succes efter deres sejr ved Eurovision er det svenske popband ABBA, der for præcis 50 år siden fik førstepladsen for deres sang 'Waterloo' i 1974. Derfor er dette års Eurovision helt særligt, da jubilæet bliver afholdt i gruppens eget hjemland.

ABBA's 50-års jubilæum

Der er ingen tvivl om, at ABBA har klaret sig forrygende efter deres sejr i Brighton, Storbritannien. Førstepladsen var blot begyndelsen på en karriere, der ville cementere bandet som et af de største popfænomener nogensinde. ABBA, som siden har udgivet ni studiealbums og solgt mere end 150 millioner plader, er stadig relevante og evigt aktuelle. De har formet, præget og efterladt sig en enorm musikalsk arv.

I dag er ABBA nærmest synonym med Eurovision. Det var nemlig den europæiske musikkonkurrence, der bliver den helt store katalysator for deres vej til global anerkendelse og popularitet. I dag er medieverdenen en del større, og sociale medier har også sin andel i deltagernes forhåbninger om en plads på podiet. For ABBA var Eurovision deres eneste mulighed for at blive set af millioner af seere, og blive set – det gjorde de.

Eurovision er stort. Meget stort. For nogen er det en kultur og en livsstil, og for andre er det en stor tv-begivenhed, der hvert år samler nationer i en ellers tilsyneladende splittet verden.

Vi har taget et kig på Sveriges, Norges og Tysklands tre deltagersange for at blive klogere på, hvad vi kan glæde os til i Malmø!

Kærlighed, eventyr og mental sundhed

En sang er ikke bare en sang i Eurovision. Sangen er ofte forbundet med det pågældende lands kultur, traditioner og især sangerens eller bandets egen personlighed og fortælling. Dette er også tilfældet i årets sange fra vores tre nabolande.

Tilbage i februar måned vandt den kun 26-årige danske skuespiller og sanger Anna Saba Lykke Oehlenschlæger, bedre kendt som Saba, med sangen 'Sand' ved Dansk Melodi Grand Prix 2024. Saba var storfavorit blandt seerne og bookmakere, og det var således ingen overraskelse, at hun stod til at vinde. Saba skal derfor repræsentere Danmark ved dette års Eurovision.

Men hvordan ser det ud hos vores nabolande?

Det 22-årige tvillingepar Marcus og Martinus står for Sveriges bidrag ved dette års Eurovision. © SVT

Sverige – Marcus og Martinus med 'Unforgettable'

En historisk sejr fandt sted i Sverige i marts, hvor det kun 22-årige norske tvillingepar Marcus og Martinus vandt med sangen 'Unforgettable'. Det er nemlig første gang, at Sverige skal repræsenteres af en sanger eller band, der udelukkende består af ikke-svenskere. Sangen er en fortælling om at jagte kærligheden, selvom den måske kan gøre ondt – sunget på bedste popmaner.

Bandet Gåte, der står for Norges Eurovision-bidrag, har eksisteret siden 1999. Her ses forsangeren Gunnhild Sundli. © NRK

Norge – Gåte med 'Ulveham'

Den norske nationalitet skinner igennem i vindersangen fra Norge, når gruppen Gåte stiller op med 'Ulveham' (Ulveskind), der desuden synges på nynorsk. Sangen udforsker temaer som identitet, skæbne og det at være et offer. Det er en fortælling om en ung piges rejse gennem livet og de valg, hun skal tage og har desuden en masse eventyrlige fortællinger i sig. Gåtes musik er en blanding af rock, metal og traditionel norsk folkemusik.

For Tyskland stiller den 29-årige Isaak op med sangen 'Always on the run'. © ARD

Tyskland – Isaak med 'Always on the run'

Den 29-årige sanger Isaak Guderian, bedre kendt under kunstnernavnet Isaak, repræsenterer Tyskland ved dette års Eurovision. 'Always on the run' er en sang om ikke at føle sig hjemme i sin egen identitet, føle sig mindre værd og generelt om mental sundhed – atter aktuelle temaer, sunget som en klassisk popsang. Isaak startede sin musikalske karriere som gademusiker og vandt i 2021 internetshowet 'Show Your Talent'.

Hvem løber med sejren?

Så er der nogle af vores nabolande, der har chancen for at løbe med den store sejr? Ifølge bookmakere er det lige nu Kroatien, der ligger øverst med sangen 'Rim Tim Tagi Dim' af Baby Lasagna, mens Schweiz og Holland følger trop. Dette betyder dog ikke, at håbet er ude. Sverige har, sammen med Irland, vundet Eurovision flest gange med hele syv førstepladser og har dermed en sikker Eurovisionhistorie med sig i bagagen. Derudover bliver musikkonkurrencen afholdt i deres eget hjemland, hvilket også kan have en positiv indvirkning på deres chancer – og så har den historiske sejr med det norske tvillingepar, Marcus og Martinus, heller ikke gjort det mindre spændende at overvære.

Og hvem ved, måske kan Gåte fra Norge med deres eventyrlige historiefortælling og nynorske sangtekst eller Tysklands Isaak med sine selvværds- og identitetsproblematikker overtale publikum og juryerne til maj i Malmø?

Vi glæder os i hvert fald til at følge med i finalen d. 11. maj. 

 

Hvis du slet ikke kan vente til det store show, kan vi i mellemtiden anbefale følgende programmer på SVTs kanaler:

'Herreys: Guldbrødrene' d. 3. maj kl. 21.00 på SVT1

'Den svenske schlagerkrig' d. 4. maj kl. 21.05 på SVT2

'Eurovision: Forfesten' d. 7. maj kl. 20.00 på SVT1

På svensk tv lige nu