Landmændene - en fordomsfuld prisvinderserie

Skrevet d. 19 oktober 2021 af Morten Rohde

"Det ser man aldrig i reklamerne". Se traileren til 'Landmændene' her.

NRK's store dramaproduktion dette efterår er den fingerpegende 'Landmændene', der blander kidnapning, fordomme, ufrivilligt landbrug og halalost sammen i en prisvindene kombination.

Premiere 28. oktober på NRK

OBS: Serien får premiere torsdag d. 28. oktober kl. 22.05. Tidligere var datoen 21. oktober angivet.

Plottet til NRK's nye serie 'Landmændene' tegner et billede af fordommene i en lille by på landet. Fordomme, der måske ender med at være både produktive og givende.

Det er i hvert et centralt emne i serien, der får premiere d. 28. oktober på NRK.

På den netop overståede Cannes-series-festival blev 'Landmændene' tildelt både Special Performance-prisen samt High School Best Series-prisen.

'Landmændene' er både småprovokerende og til tider politisk ukorrekt.

Tankstation. Fra NRK's dramaserie Landmændene© NRK/Landmændene

Kaosidyl og nysgerrige naboer

Serien er centreret omkring hovedpersonen Marwan, som netop har mistet sin kæreste i en bilulykke.

Da han finder ud af, at hans svigerforældre har søgt om forældremyndigheden over datteren Kiki, beslutter han sig at flygte med Kiki til Iran, hvor hans far bor.

Han bestiller falske pas, men de bliver forsinkede, og han og Kiki skal derfor hurtigt finde et sted at gemme sig. De indlogerer sig derfor hos vennen Adil, som er flyttet til en idyllisk bondegård i Telemark sammen med Khabib og Tariq.

De ved ikke, at Marwan har kidnappet Kiki, men Marwan ved heller ikke, at Adil, Khabib, og Tariq har nogle hensigter, som ikke bare er at blive landmænd på gården.

Ingen af dem er forberedte på, hvor lidt uforstyrret man faktisk er i en typisk lille flække på landet.

NRK's Landmændene© NRK/Landmændene

Nye og gamle ansigter bag serien

Bag serien er den makedonskfødte instruktør Izer Aliu, hvis featuredebutfilm 'Fluefangeren' fra 2017 vandt den norske Amanda-pris for bedste instruktør, og som ligeledes blev nomineret til Nordisk Råds Filmpris.

Sammen med seriens skaber og manuskriptforfatter 'Anne Bjørnsted' (Lilyhammer) har Aliu skabt en serie, der både provokerer og udfordrer, men som ikke desto mindre har en sød historie som sidevogn.

Premiere på NabolandsKanalerne

'Landmændene' får premiere d. 28. oktober kl. 22.05 på NRK1 og sendes i dobbeltafsnit over fire torsdage.

Vær opmærksom på, at hvert dobbeltafsnit afbrydes ganske kortvarigt af nyhederne.

Serien bliver ligeledes tilgængelig som streaming hos enkelte tv-distributører.

 

NabolandsKanalerne er din guide til store film og serier fra Danmarks nabolande. Find alle aftenens aktuelle tv-programmer i tv-guiden.

Mere nabolands-tv

Med danske undertekster