Samtidig bliver Roths evner dog også efterspurgt andetsteds. Hendes svoger og senator i Berlin Kai Fontaines karriere er truet af en politisk skandale efter en affære, han har haft.
Mens nogle sager kan dølges og vindes i retten, vokser andre sig større, og især Kais affære bliver snart en personlig kattepine for Roth.
Personlige forhold og menneskelige relationer kan hurtigt forplumre de gode historier, som man vinder sager på.
En serie om nutidens mediebillede
Serien er et forsøg på at skabe en stærk advokatserie, som ikke før er set på tysk.
Som inspiration til karakteren Leo Roth har den i Tyskland kendte medieadvokat Christian Schertz været inde over serien som konsulent og rådgivet om alt fra retssalslingo til sagsprocesser og korrekt fremtoning som advokat i de finere kredse.
Det har været et ønske med serien at give nogle troværdige paralleller til virkeligheden, hvilket også kommer til syne i seriens overordnede tema: den mørke side af nutidens medieforbrug.
Journalisten Götz Althaus på jagt efter en historie. © ARD/Legal Affairs
Mennesker bliver fanget, udstillet og offentligt dømt i en folkedomstol, der styres af algoritmer, filterbobler, clickbait og en anonym masse af stemmer på internettet, og hvordan man er juridisk stillet i sådanne situationer, er der i dag stadig en vis usikkerhed omkring.
Fra en advokats perspektiv fortæller serien historierne om de personer, der bliver fanget i et spind af breaking-nyheder og opslag på sociale medier. Og nå ja, så er advokaten i centrum måske heller ikke altid selv helt fin i kanten.
Det cinematiske Berlin
Serien er sat i Berlin, og den hastige storby har derfor også en finger med i spillet i selve portrættet af, hvordan nutidens hastige liv kræver højhastige reaktioner, når først mediemøllen kører.
Kameraholdet har arbejdet med at finde de rette farver, filtre og ”ansigt” til serien i et forsøg på at ramme ånden af Berlin.
Elementer fra franske arthouse-film og fra Hongkong-filmskaberen Wong Kar-Wai kan ses i det cinematiske udtryk, der er landet nydeligt mellem underholdning og filmisk æstetik.
Også garderoben er nøje gennemtænkt, og hovedrolleindehaver Lavinia Wilson er derfor i rollen som Leo Roth forsøgt klædt med den rette faktor af kølighed, elegance og autoritet.
Serien er dermed et take på en klassisk Hollywood-genre, den første af sin slags i tysk format.
Premiere og sendetider
Serien har premiere d. 19. december på ARD og sendes i dobbeltafsnit d. 19., 20., 22., og 23. december kl. 21.45.
Flere tv-udbydere tilbyder catch up- og streamingtjenester. Undersøg om dette gælder din tv-distributør, hvis sendetiden ikke passer, eller hvis du vil se hele serien igen.
NabolandsKanalerne er din guide til store film og serier fra Danmarks nabolande. Se tv-guiden for alle ugens aktuelle tv-programmer.