20'er-drønet 'Eldorado KaDeWe'
27. december på ARD.
Berlin efter Første Verdenskrig: Hovedstaden i den endnu unge tyske republik er sunket ned i fattigdom, vold og kaos.
Men midt i det hele forsøger det etablerede stormagasin KaDeWe, fortsat at drive forretning og brande sig på luksus og skønhed.
Den unge Harry Jandorf, der netop er vendt hjem fra krigen, finder sig en ny beskæftigelse i at hjælpe magasinet til at gøre en ende på en længere bølge af væbnede røverier.
Med risikovillighed forsøger han at nytænke familieforetagendet, som faren Adolf forsøger at drive med noget mere konservativ forsigtighed.
© ARD/Eldorado KaDeWe
Samtidig forsøger den yngre søster Fritzi at finde sin plads i livet. Men i sin jagt på den rette ægtemand finder hun sig i stedet forelsket i en kvinde.
1920’ernes bagkulisse er på alle måder en tid for nye bevægelser i samfundet. Men som bekendt skal alting have en ende før eller siden.
Bag serien er den prisvindende filmskaber Julia von Heinz kendt fra. bl.a. 2021's Tyske Filmdage, hvor hun var aktuel med filmen ’Und morgen die ganze Welt’.
’Eldorado KaDeWe’ har premiere d. 27. december kl. 20.15 på ARD og bliver tilgængelig som streaming hos flere tv-udbydere umiddelbart efter.
© ARD/Eldorado KaDeWe
Den mentalkriminale 'Hurtigere end angsten'
1. januar på ARD.
Med episodetitler som ’Dæmoner’, ’Rotter’, ’Inferno’ og ’Frihed’ lægger ARD’s nye krimiserie ikke skjul på, hvad den har i sinde at gøre.
Plottet, der er centreret omkring efterforskeren Sunny Beckers jagt på en undsluppen voldtægtsmand og seriemorder, byder på højspændt action og psykologisk mørke scener, der viser menneskets ypperste ondskab.
Becker er netop vendt tilbage til jobbet efter en sygemelding. Hun kæmper med angst efter en tidligere episode i sit liv, men øjner i en sag om en undsluppen, diabolsk seriemorder en mulighed for at befri sig selv fra det allestedsværende traume.
Inden længe lykkes det hende at stå ansigt til ansigt med morderen Haffner, men i hendes iver formår den udspekulerede morder at undslippe hende.
© ARD/Hurtigere end angsten
Jagten fortsætter, og Haffner viser sig gang på gang at være et skridt foran politiet. Da Becker gentagne gange lider nederlag til Haffner, forøger hun at lokke ham i en fælde.
Hendes uforsigtige pågåenhed og psykiske ustabilitet ender dog snart med at få hende fjernet fra sagen, og efterforskningen fortsætter uden hende. Men da politiet senere endelig får indkredset Haffner, skal det vise sig, at de ikke kan komme uden om at inddrage Becker igen.
Plottet er gjort af klassisk højhastighedskrimistof, og serien har klare paralleller til de senere års store nordic noir-krimier.
© ARD/Hurtigere end angsten
’Hurtigere end angsten’ har premiere på ARD d. 1. januar kl. 21.45 og sendes i dobbeltafsnit 1., 2. og 8., januar samme tidspunkt.
De enkelte afsnit kan efter udsendelse ligeledes findes i streaming og catch up-universer hos flere tv-distributører.