Umage efterforskerpar ser dagens lys

I lørdagskrimien 'Kollegaer' skaber fortid og fælles bekendte problemer for to betjentes mordefterforskning.

Skrevet d. 25 januar 2022 af Morten Rohde

Se traileren til ZDF's nye krimifilmserie 'Kollegaer'

ZDF har en ny krimifilmserie på plakaten. I første afsnit af 'Kollegaer' skal fortiden ende med at blive en vigtig ledetråd i opklaringen af en mordsag. Samtidig truer selv samme fortid dog også med at skabe splid mellem to efterforskere, der modvilligt er endt som makkere.

Det store spektakel i ’Kollegaer’, ZDF’s kommende krimifilmserie, opstår allerede i øjeblikket, hvor Irene og Julia bliver sat sammen som team i en tilsyneladende enkeltstående mordsag.

For Irenes nye kollega og makker er såmænd ingen ringere end den kvinde, som Irenes eksmand kort forinden har fundet sammen med. Og ikke bare er Julia i mange henseender den diametrale modsætning til Irene, hun er også smuk, elegant og femten år yngre.

Irene slås i forvejen med, hvordan hun skal definere sig selv i forhold til resten af verden, og en dårlig start må siges at være en underdrivende beskrivelse af makkerparrets første tid sammen – pludselig står Julia der og er alt det, Irene i hvert fald ikke er.

Kollegaer, ny krimi, film, serie, ZDF, tysk tvJulia med Irenes eksmand Hans. © ZDF/Kollegaer

Men en sag skal nu engang opklares – og det bliver ikke den sidste. ’Kollegaer’ bliver nemlig en del af ZDF’s krimifilmsortiment. Film med etablerede hovedroller, der indgår i selvstændige produktioner af 90-minutters spilletid.

En mordsag med varme spor til fortiden

Irene og Julias første møde som efterforskerduo sker på det gerningssted, hvor en ung mand er blevet dræbt.

Liget, der udgør sagens kerne, viser sig at være den kun 18-årige Korbinian. Hans afdøde krop ligger ved en afsidesliggende gård vest for Berlin. Hvorfor den unge mand fra hovedstaden er endt livløs der, er der ikke mange fornuftige svar på.

En halskæde om Korbinians hals peger dog mærkværdigvis i retning af en fire år gammel sag om en savnet 13-årig pige, som aldrig blev opklaret.

Emma Lennartz var dengang forsvundet uden et spor sammen med den datter, som den mindreårige netop have født.

Sagen var Irenes, og selv om hun endte med at måtte lukke efterforskningen, har den naget hende lige siden.

Nu, hvor noget pludselig tyder på, at der er mere at komme efter i den fire år gamle sag, bliver spørgsmålet derfor snart, om Emma stadig er i live, og hvad den dræbte Korbinian har at gøre med det hele.

Kollegaer, ny krimi, film, serie, ZDF, tysk tv© ZDF/Kollegaer

Krimilørdage på ZDF

Hvad der er sket med Emma, og hvorvidt det umage efterforskerpar finder fred med hinanden, kan du få svar på lørdag d. 29. januar kl. 20.15 på ZDF.

Næste film i serien blev indspillet i slut-2021 og kan forventes i løbet af 2022 som en del af ZDF's krimilørdage.

Glæd dig til en spændingsfyldt krimigåde!

 

Se alle ugens aktuelle krimiudsendelser lige nedenfor, og find alle ugens tv-programmer med danske undertekster i tv-guiden.

krimi lige nu